tirsdag den 20. februar 2018

Haiti en nation i ruiner på alle måder. Hvorfor?

Haiti: en nation i ruiner på alle områder. Hvorfor?

Haiti er endnu engang i nyhederne. Dette fattigdoms- sygdomsplagede og politisk ustabile land i Caribien blev som det fortalt omtalt lidet flatterende af U.S. præsident Donald Trump under et privat møde om immigration, som han og andre deltagere benægtede.
Nogle haitianere og andre protesterede over det som præsidenten måske har sagt. Imidlertid vil denne kritik ikke hjælpe med til at ændre de forfærdelige leveforhold i det. Det haitianske folks velfærd burde være hovedmålet for alles opmærksomhed.
Gennem hele landets historie og især i de sidste tre årtier har Haiti oplevet militærkup, Clinton administrationens brug af en stor U.S. ledet international militær intervention på 23000 tropper for at “genskabe demokratiet” uden succes, og så naturkatastrofer der har bragt landet helt i knæ. Trods den massive enorme mængde af international og regional hjælp og ændringer i regeringen så er løsningen på Haitis problemer stadig diffus.
Uheldigvis ved mange i Vesten og andre steder åbenbart meget lidt om Haitis bemærkelsesværdige historie - eller bekymrer sig kun lidt om de svære forhold haitianerne hver dag kæmper under og med.
Haitis størrelse udgør en tredjedel af øen landet ligger på. Den Dominikanske Republik udgør resten. Haitis befolkning er på 10,7 millioner mennesker, cirka 95% sorte. Det officielle sprog er fransk og kreolsk. Landet officielle religion er Romersk katolsk og Vodoo.
Haiti blev ‘opdaget’ af Christopher Columbus i 1402 og kaldt Hispaniola (Lille Spanien. Spanske bosættere fortrængte øens oprindelige Taino befolkning. I slutningen af det 17. århundrede overlod Spanien kontrollen med den vestlige del af øen til franskmændene der fik landet til at få velstand gennem kaffe og sukkerproduktion.
Da det gik allerbedst og velstanden var stor boede der cirka 500000 slaver af afrikansk oprindelse og 32000 hvide på øen. Sent det 18. århundrede organiserede en gruppe af tidligere slaver delvist ledet af Touissant Louverture et oprør der gjorde en ende på kolonien. I 1804 blev Haiti den første frie sorte republik i verden, den første uafhængige stat i Caribien og den anden uafhængige stat på den vestlige halvkugle efter United States.
Trist er det  at nutidens haitianere ikke kan nyde frugterne af de politiske, økonomiske og sociale friheder deres forfædre søgte og opnåede. En række autoritære regeringer, politisk korruption, udpræget fattigdom, sygdomme, analfabetisme, moderne slaveri, kriminalitet og naturkatastrofer gør hverdagen til en stadig udfordring.
 
Transparency International har rangeret Haiti som havende verdens mest korrupte regering i 2016, lige efter Venezuela. Korruption påvirker samfund på mange måder. I de værste tilfælde koster det liv og kvæler folket i deres frihed, sundhed og penge.
Den årlige gennemsnitsindkomst på Haiti er 1800 dollars, der gør det til den vestlige halvkugles fattigste land. Næsten 60% af haitianerne lever for under 2,41 dollars om dagen som er fattigdomsgrænsen, og 24% lever i ekstrem fattigdom for bare 1,23 dollars om dagen. Fattigdommen er blevet forstærket af naturkatastrofer som kæmpejordskælvet i 2010 og orkanen i 2015.
Den forventede livslængde er 64 år, den korteste på den vestlige halvkugle hvor gennemsnittet er 77 for de øvrige 982 millioner. Cirka 150000 haitianere er smittet med AIDS, den højeste procentdel i Vesten og årsag til død. Haiti har også den tvivlsomme ære at være en nation med højrisici for infektionssygdomme.  
39% af haitianerne kan ikke læse - helt i top i Vesten. Der berettes om at 50% af børn på Haiti ikke går i skole. 30% af de børn der går i skole går kun til tredje klasse, og 60% af børnene forlader skolen før sjette klasse.
Haiti er leverandør, og bestemmelses land for mænd, kvinder og børn der pålægges tvungen arbejde og sexarbejde. En ud af fire børn lever ikke med deres biologiske forældre og anslået 286000 børn under 15 år arbejder som husholdningsassistenter. En længe ventet anti-trafficking lov blev indført i 2014, men det kniber gevaldigt med at håndhæve den.
Voldelig kriminalitet er almindelig på Haiti. U.S. Udenrigsministeriet er for nylig kommet med en advarsel mod at rejse dertil Det lokale politi mangler ressourcer til at gøre noget effektivt ved alvorlige forbrydelser eller ulykkestilfælde. Protester, afbrænding af dæk og vejblokader er almindelige og ofte spontane.  
Interessant er det at mens millioner af haitianere kæmper med de svære udfordringer så gør deres medindbyggere i Den Dominikanske Republik det ikke. For eksempel har dominikanerne en gennemsnitlig årsindkomst på 17000 dollars, en forventet livslængde på 78, og en rate for analfabetisme på 5%. Disse tal tvinger en til at stille spørgsmålet: Hvorfor kan haitianerne ikke efterligne den succes som Den Dominkanske Republik her?
Billedresultat for haiti
De i U.S. og andre steder der var så hurtige til at kritisere præsident Trump over en udtalelse der beskrev Haiti burde langt hellere bruge deres energi og tid  på at finde ud af mere om landet, og fremsætte løsninger for landets problemer. Penge og immigration alene vil ikke løse dem. Siden 2010 jordskælvet har U.S. investeret 4,7 milliarder dollars for at genopbygge og udvikle landet og siden 1960 er antallet af haitianere i U.S. vokset fra 5000 til 676000 - men grundproblemerne er de samme.
Det vil utvivlsomt tage tid, kræve tålmodighed, opfindsomhed, og beslutsomhed at gøre Haiti til et bedre sted. Og succes kan kun opnås med haitianernes samlede indsats på at forbedre deres regering, land og liv - med støtte og assistance fra grupper som Organization of American States landene, herunder USA. 
Kun derved vil haitianerne endelige erfare deres forfædres drøm, de som befriede dem for koloniherrerne. Og når det sker vil Haiti, regionen og verden blive et bedre sted. Og lad os håbe det sker under præsident Trumps ‘vagt.’

søndag den 18. februar 2018

Facts om elbiler der aldrig nævnes

Facts om elbiler der så at sige aldrig nævnes

Eric Peters

Det er ikke kun regeringen der skubber på for flere el-biler. Medierne er lige så meget med. De er begge optaget af det som beskrives som en orkestreret propaganda kampagne for at overbevise publikum om at ‘Kejseren uden klæder” virkelig har tøj på - og det af de fineste materia man kan skaffe.

Men spørgsmålet - Hvorfor? - forbliver et mysterium.
Hvad er det der er så vigtigt - for dem - ved el-biler? Hvorfor denne hast med at skabe et indtryk af uundgåelighed?
Især medierne synes som besatte af dette - selv i en grad så de overdriver den samlede begejstring for el-biler hos de større bilfabrikanter, der i stor udstrækning må lade som om at el-biler er Fremtiden - for ikke at vanhellige det politisk korrekte ortodoksi.
For eksempel, denne CNN “nyheds” historie. Overskrifter lyder, “GM: Fremtiden er helt elektrisk.”
Artiklen er kvalmende med:
“Det er hvad bilfabrikanten sagde mandag da man afslørede planer om at skabe to nye el-biler i løbet af de næste 18 måneder, og samlet 20 i løbet af de næste seks år.”
Der er blot den hage at GM - i form af bestyrelsesformand Marry Barra - ikke har sagt noget sådant.
Hun talte - suk - om behovet for at “øge diversiteten” hos ingeniørerne. Dette er en politisk korrekt dogme svarende til Den Romersk Katolske Kirkes liturgi. Sådan tale ved en pressekonference for bilindustrien er lige så forudsigelig som Pravda under Brezhnev årene.
GM’s chef for produktudvikling — Mark Reuss — sagde at “GM tror på en gennemført elektrisk fremtid.” Men det er ikke det samme som at “Fremtiden er helt elektrisk.” Tro versus forhåbninger. Forskellen er vigtig.
Naturligvis “tror” GM. Ligesom de fleste børn under ti tror på Tandfeen. Men findes Tandfeen?
Tro versus fakta.
GM siger det de skal sige. Men er det det der sælger der skal bestemme om tro på “fremtiden er helt elektrisk” bliver virkelighed. Og indtil videre er el-biler ikke i den kategori.
Sælge dem.
Ikke uden uhyre “incitamenter” der på dramatisk vis sænker indkøbsprisen. The Chevy Bolt, for eksempel, GM’s nyeste el-nil - som så mange forhåbninger er knyttet til - gik helt i spåner som en 78 Ford Pinto efter den blev introduceret i begyndelsen af året. Basisprisen på $37,500 er helt klart årsagen til den manglende interesse. The Bolt er i bund og grund en kompakt mellemklassebil - udover at være elektrisk - samme kategori som en Honda Civic eller Toyota Corolla.

Udover den er dobbelt så dyr. Og så lidt til.
Og så kører den kun halvt så langt - og det tager mindst seks gange så lang tid at ‘tanke.’
Ulig regeringen der kan bruge penge på alt den synes om - man har jo ubegrænset adgang til skatteydernes lommer - må bilkøberne tænke på fremfor alt - penge.
Det er her hvor det hele kolliderer, så at sige. En bil som Bolt giver ingen økonomisk mening, uanset glæden ved pressekonferencen. Den koster lige så meget som en Lexus ES350. Men det er absolut ikke en Lexus ES 350. Det er en el-dreven økonomibil...der så ikke er særlig økonomisk. Fordi den koster mere snarere end mindre at købe end en tilsvarende ikke el-dreven - således er den kendsgerning at den koster mindre at køre i økonomisk irrelevant.
Dette er så en af de der højst irriterende kendsgerninger som gamle John Adams talte om, men som de politisk korrekte ortodoksier hindrer bliver diskuteret i dag.
Mary Barra — med en ikke opmuntrende baggrund som mirakelmager i human ressources — ved nok dette. Mark Reuss ved det helt sikkert. Ingen af dem er spadedumme, men de ved begge at de ikke skal røre ved den ‘strømførende ledning’ og offentligt sige noget dårligt om - hvilket er fakta - om el-biler. Uanset hvor elendigt de sælger, uanset hvor desperate taktikker der skal anvendes så kommer de altså ikke ud af udstillingsvinduet. Det GM må ty til er - at stimulere, skabe et kunstigt behov for Bolt.
I tilgift til de kvalmende forbunds- og statssubsidier (det vil sige overførsel af skattedollars) til køberne - som altså heller ikke var nok til at få tilstrækkeligt med købere til at bide på krogen - begyndte GM forhandlerne at smide yderligere 5000 dollars i ekstra rabat i handlen (se her) hvilket sammen med statssubsidierne bragte Bolts latterlige pris på $37,500 ned til blot tossede $25,000 — kun cirka $10kilo mere end en anstændig benzindreven økonomibil.
Dette var nok til at stimulere “salget” fra cirka 900 om måneden til cirka 1900 om måneden (september; se de aktuelle salgstal her).
Det er både godt og rigtig skidt.
GM kan nu prale af øgningen i salget af Bolt. Sandt nok. Men kun fordi GM forærer Bolt væk. Forestil dig en restaurant der kun tog 5 dollars for et komplet måltid med tre retter. Dertil “gratis” drikkevarer. Den restaurant ville få forrygende travlt. Indtil der ikke var flere råvarer og Scoth og sodavand at forære bort.
Økonomisk set er det kugleskørt - Barra og Reuss ved det også godt. De er muligvis for flove - og internt - ryster de på hovederne og spekulerer på hvor lang tid det kan fortsætte. Jeg tror hele vejen.
Billedresultat for chevy bolt
De økonomiske kendsgerninger er simpelthen for store til at kunne fejes ind under gulvtæppet. De røde lamper tændes. Dette er derfor, sådan helt tilfældigt, hasten med at vedtage love der forbyder alt andet end el-biler. Hvis folk ikke længere har noget valg, så må de jo vælge en el-bil. Nu kan der sælges! Man er bare så forhippet på at nu skal der ske noget.
Det samme er gældende for medieluderne der er meddelagtige i dette forfærdelige rod. De spørger aldrig:
Hvorfra helt præcist skal de milliarder komme fra der skal opbygge den nationsdækkende ladestations infrastruktur der er livsvigtig for el-bilerne så de kan blive mere end blot subsidierede besynderligheder? Uden disse “hurtige” ladere, så skal man hvis man benytter en husholdningselledning bruge 8-12 timer på at genoplade så el-bilen kan flytte sig.
At oprette et netværk af hurtige ladestationer er et projekt i samme størrelse som at bygge the Interstate Highway System — men vi får hele tiden at vide at der knap er midler til at vedligeholde motorveje der allerede eksisterer.
Så hvor skal pengene komme fra? Hvem skal betale?
Hvorfor er prisen på udskiftning af batteriet - der løber op i adskillige tusinder dollars - aldrig diskuteret når el-biler er på tale i medierne? For at begribe det ubehagelige ved dette, så forestil dig at de undlod at offentliggøre nogle defekter ved en ikke elektrisk bil. En SUV, for eksempel med en motor der skal udskiftes når den har kørt ca. 150000 kilometer som en del af bilens servicerutine?
Dog nævner de aldrig den kendsgerning at udskiftning af batteriet er en rutine i en el-bil. Det er altså uhyrligt.
Heller aldrig - nogensinde - nævner de førende medier den kendsgerning at rækkevidden af en el-bil reduceres kraftigt når den skal køre i koldt vejr, eller meget varmt vejr, da det kræver brug af elektrisk dreven udstyr (varme og aircondition) der kræver masser af strøm, hvilket er en anden måde at sige at dens batteri drænes og dermed reduceres dens rækkevidde. 
Diss ting - og meget mere - udgøre stregen i sandet mellem Tro og realitet.
Du afgør hvad Fremtiden skal blive.
Spørg så dig selv hvorfor der skubbes så hårdt fremad på denne sektor til trods for nogle særdeles ubehagelige kendsgerninger.

fredag den 16. februar 2018

Endelig slut med forgabelsen af Bill Clinton

Endelig slut med forgabelsen af Bill Clinton

Der skulle gå 20 år, men Demokraterne er nu endelig på linje med resten af os. De kan nu se hvad der er foregået direkte for snuden af dem hele tiden. Bill Clinton er en ækel parasit, der bør holdes så lang bort som muligt fra de muligheder magt giver. 
Slimede Willie plejede at være deres drømmesyn, men nu er der ingen der ønsker ham som deres Valentine. Edward-Isaac Dovere, Politico:
I et år hvor partiet anvender al sin krudt og kugler på at appellere til præcis de vælgere Bill Clinton konstant vandt over har en stribe Demokrater fortalt POLITICO at de holder ham i stram snor. De ønsker ikke at blive set noget sted nær en mand med en historie og beskyldninger for overgreb. De har det ikke godt trods deres troskab overfor ham.
Bill Clinton celebrates at the Wells Fargo Center in Philadelphia, Pa., on the final night of the Democratic National Convention, July 28, 2016. (Photo By Tom Williams/CQ Roll Call) (CQ Roll Call via AP Images)
Efter at have smidt Al Franken ud, netop fordi de ønskede at skabe en tydelig kontrast til Trump så har Demokrater over hele det ideologiske og geografiske spektrum anerkendt de politiske problemer som ethvert nærvær med Clinton er årsag til.
Hvad siger I så? Det gik så et par årtier og et pludselige kulturelt skifte for Bill Clinton - så var han politisk gift. Bedre sent end aldrig, ikke sandt?
Det er såmænd ikke for noget ved Bill der er lavet om. Han er stadig den samme Bubba som altid. Han er stadig den der stod foran hele verden og sagde dette:
https://www.youtube.com/watch?v=VBe_guezGGc
Og indtil for nylig, dersom du ønskede at stå på god fod hos Demokraterne så skulle du komme med undskyldninger for ham. Med de tidsløse ord af pseudo-journalisten Nina Burleigh, skulle du være iført dine “præsidentielle knæpuder.” Du skulle lade som om det blot var et blowjob, og det sådan set kun angik Bill og Hillary og alle lyver jo om sex, og Juanita Broaddrick var muligvis blot skør, og det betød alligevel ikke noget, fordi Republikanerne var ligeså slemme. De skulle lade som om at det vidne der stod ved hans side i alle årene, som hjalp med til at smadre livet for de som anklagede ham - hun skulle være den næste POTUS.
Og det altsammen skulle de gøre storsmilende.
View image on Twitter
Tillykke med fødselsdagen, Pres. @BillClinton! Tak for dit venskab & støtte sammen med dit utrolige lederskab!
Men nu behøver i ikke længere at forstille Jer, Dems. Han er en skidt person. Clintons er dårlige mennesker. De indflydelsesrige handelsrejsende har ikke mere indflydelse at sælge, så nu kan I endelig smide dem ud.
For blot 18 måneder siden stirrede Bill på alle de smukke balloner ved the Democratic National Convention. Ikke flere balloner til Bill. Befamlinger var det som først og fremmest fik ham ud i problemer..
Det ironiske er at intet af dette ville være sket hvis det ikke var for Bill og Hillarys gode gamle ven Harvey Wenstein. Han er den der igangsatte hele denne “Me Too” bevægelse. Når han ikke samlede penge ind til Clintons så voldtog han skuespillerinder. Der kan næppe være tvivl om at vi ikke ville kende til disse ugerninger dersom ikke the #Resistance fandtes. Og the #Resistance ville ikke være her, dersom ikke Hillary svigtede.
Betyder dette så jeg mener Trump er bedre?. Niks. Hans behandling af kvinder er en af mange grunde til jeg ikke kunne stemme på ham. Han og hans administration fortjener al den kritik og fordømmelse den får for dette. The Stormy Daniels fiaskoen, the Rob Porter diskussionen - det hele. Jeg nægter at forsvare eller komme med undskyldninger for nogen af disse frygtelige personer.
Hvis du kan så se fremad. Lad blot være med at forestille dig du er bedre end de kryb du hadede i de sidste tyve år.

onsdag den 14. februar 2018

Den døde mand der lagde sag an for at komme til live igen

Den døde mand der lagde sag an for at komme til live igen

Donald E. Miller, Jr. var død - han døde i 1994.
Næsten to årtier senere var han meget, meget i live. Han stod i retssal i Ohio. Formålet - han ønskede ikke længere at være død. Ohio dommer Allan H. Davis måtte fortælle han de dårlige nyheder: Miller skulle forblive med at være død.
Problemet begyndte næsten ti år tidligere før denne dag i Retten. I 1986, forlod Miller, der i allerhøjeste grad var i live, sin hustru og to døtre - i en betragtelig gæld. Han gjorde intet for at hjælpe dem i tiden efter, han forsvandt snarere - ingen vidste hvorhen. Vigtigere - han sendte aldrig nogen børnepenge, hustrubidrag eller anden finansiel assistance, og denne gælds’fyrste’ var så godt som død der tilbage i Ohio.
Men officielt var han i live - i det mindste til 1994. Donald Miller skyldte mere end $25,000 i børnepenge, penge som hans familie virkellig havde brug for. Derfor bad hans ekshustru Robin staten om at erklære ham juridisk død. Ved denne handling ville hun og børnene have ret til Social Security ydelse i forbindelse med dødsfald på cirka $30,000 -- penge familien godt kunne bruge for at dække huller i økonomien. Retten var enig i at Donald Miller døde den dag - i hvert fald juridisk set.
Nu hurtigt frem til 2005 hvor Donald dukkede op igen ifølge the BBC, blot for at finde ud af (via sine forældre) at han var blevet erklæret død for mere end ti år siden. Det skulle vise sig at være et problem for hr. Miller - da han ansøgte om kørekort - det blev ham nægtet - han var jo død.På lignende vis er det vanskeligt at have ret til arbejde når den ID man har er ens egen dødsattest. Man kan såmænd godt forstå at Hr. Miller gik til Domstolen for at blive - genfødt.
Deadman
Men der var et problem. Hvis hr. Miller nu kom tilbage til livet skulle den tidligere fru Miller måske tilbagebetale de $30,000, plus renter. (For at gøre det hele endnu mere indviklet, så var den tidligere fru Miller nu den tidligere, tidligere fru MIller ved at have giftet som med en anden mand hvis efternavn var Miller. Det har intet med hr. Millers status som død at gøre, men det er da mærkeligt, ikke sandt) Selvom hun havde tilgivet sin eksmand og var kommet videre i livet gjorde hun indsigelse mod, ifølge the New York Times, eksmandens ønske om at blive en levende person igen.
Domstolen gav hende ret. Ifølge loven i Ohio har en afdød person 3 år til at udfordre erklæringen om at han eller hun er gået bort. Donald Miller havde overskredet den grænse med en del år. Så dommerens afgørelse var bundet og den ellers meget levende Miller forblev død i lovens fortolkning.
I det  mindste i statens øjne. Dommeren foreslog at Hr. Miller ansøgte the United States Social Security Administration om at få et nyt nummer eller lignende så han kunne leve et produktivt liv, som et spillevende menneske. Det gjorde han og tilsyneladende med succes. Bagsiden var at  the Social Security Administration besluttede at gå efter hans ekshustru og børn på grund af den forkert udbetalte dødssum. Sagen er ikke afsluttet endnu (2014) Hr. Miller er stadig i live men ikke ifølge lov i Ohio.

Bonus fakta: De flestes kørekort eller anden myndigheds ID skal bruges til forskellige formål. For at få lov at køre bil, få et job mv Men for en dame på Hawaii var et ID ikke nok - hun skulle bruge to. Det var på grund af hendes navn - -- Janice Keihanaikukauakahihuliheekahaunaele -- et efternavn nmed 35 bogstaver, hvilket er for langt til at statens kørekortkontor kan håndtere. Som People forklarede, "kørekortet der ikke omfatter hendes fornavn og mellemnavn har givet hende problemer med at køre rundt, herunder afhøring ved et trafiklys.”

Ms. K har sågar også haft et stats-ID på sig, for en sikkerheds skyld, indtil staten ændrede reglerne i 2013, hvor man nu tillader efternavne på op til 40 bogstaver i et kørekort.



mandag den 12. februar 2018

Træfældning i Nordkorea koster liv

Træfældning i Nordkorea koster liv

Nordkorea og Sydkorea er mildt sagt ikke de bedste venner. Koreakrigen sluttede med en våbenhvile — ikke en fredsaftale - der ifølge dokumentet har som mål at skabe et ophold i kamphandlinger “indtil en endelig fredelig løsning er opnået.” Til dato er man ikke nået frem til en sådan aftale, og de to parter er ofte i voldelig konflikt. Siden krigens afslutning har der været forsøg på overtagelse fra begge sider - bomber, skyderier og forsøg på kup - det hele er med i nationernes kollektive historie. Og på grund af denne blev der i 1976 sendt 813 mænd ud på en specialmission. Fælde et træ.
Billedet er et kort af the Joint Security Area (JSA), som er del af den demilitariserede zone (DMZ) der skiller Nord- og Sydkorea. Den er kun en del af DMZ hvor de to parter mødes, og kaldes ofte the “Truce Village” på grund af dens betydning.

Kortet skildrer i store træk JSA området som det så ud i 1976. Mod bunden, til venstre er et område med en cirkel kaldet the Bridge of No Return — dette var den eneste formelle vej til at krydse fra Nordkorea ind i JSA og derpå ind i Sydkorea. Du vil se en blå prik nær the Bridge of No Return; for der var der dengang et 30 meter højt poppeltræ.
Træet var problematisk for the United Nations Command i området. The Bridge of No Return skulle overvåges døgnet rundt, og soldater var derfor altid på plads ved et kontrolpunkt på JSA siden af træet.
Det kontrolpunkt, CP3, på kortet var et farligt sted at opholde sig, da nordkoreanske tropper lejlighedsvis ville forsøge at fange de mænd der var stationeret der og føre dem over på den anden side af broen. Delvist for at imødegå dette bemandede UN en observationspost, der holdt øje med CP3 - sædvanligvis. Problemet var dog træet, der hindrede frit udsyn mellem OP5 og CP3 og der for havde brug for en beskæring.
Den 18 august 1978, blev en gruppe på fem mand - nogle amerikanere, nogle sydkoreanere - eskorteret til stedet for at beskære.
I begyndelse så den nordkoreanske vagt til uden at være bekymret, men det ændrede sig 15 minutter efter beskæringsarbejdet var indledt. Løjtnanten fra Nordkorea der ledte styrken på deres side af DMZ krævede, at det sydkoreanske hold øjeblikkeligt holdt inde - han hævdede af Nordkoreas leder Kim il-Sung personligt havde plantet træet.
Men beskæringsholdet tog ingen notits af nordkoreanernes advarsler - før det var for sent. Nordkoreanske soldater kom over broen bevæbnet med brækjern. Arbejderne flygtede og lod deres økser ligge. Nordkoreanerne tog økserne og til sidst blev to amerikanere økset ihjel. Træet blev stående.
Nordkoreas aggression var forståeligt nok helt uacceptabelt, men daværende præsident Gerald Ford ønskede at begrænse muligheden af at sende regionen ud i åben krig. Løsningen: Få det træ fældet - med en massiv magtdemonstration. Ikke alene ville det demonstrere amerikanernes militære overlegenhed, men det ville fjerne forhindringen (træet) en gang for alle.
Operationen omfattede 27 helikoptere, en håndfuld bomber, nogle dusin militære køretøjer, en hangarskib der på ude ved kysten, 64 sydkoreanske soldater grundigt trænet i martial arts (og med rifler) og tres andre militærpersoner bevæbnet med pistoler - altsammen for at støtte to ottemands ingeniørhold udstyret med kædesave, ifølge Wikipedia.
42 minutter senere og træet var fældet, og nordkoreanerne vovede ikke at gøre noget - selvom næsten 200 af deres egne soldater, bevæbnet med maskingeværer så på hele tiden.
Bonus fakta: Både Nord-som Sydkorea har konstant bevæbnede vagter ved JSA. Sydkoreanerne skal have lært enten Tae Kwon Do eller Judo, om ikke begge, og det skal benyttes under udøvelsen af deres pligter. Hvordan? Wikipedia forklarer: Vagterne “står med en modificeret Tae Kwon Do holdning - med faste ansigtsudtryk, knyttede næver og solbriller, altsammen for at intimidere nordkoreanerne.”

søndag den 11. februar 2018

Kontanter til Hamas pulveriseret af israelsk missil


Hamas lønninger ramt af israelsk antitankmissil


Daniel Greenfield

En interessant fortælling fra Nitsana Darshan-Leitner's nye bog, Harpoon: Inside the Covert War Against Terrorism’s Money Masters, der viser at droner og finansiel krigsførelse mod terrorister sagtens kan hænge sammen.

Bogen fortæller at Israels efterretningstjeneste “havde erfaret at eliten i Hamas styrken ....brokkede sig til deres hustruer og familier over at de ikke havde fået løn... i ugevis. Deres vrede var tæt på at underminere hele den militære kampagne...Manglen på penge betød at familierne til krigerne ikke kunne købe mad og beklædnng..Hamas lederne advarede om et oprør. Der blev opfordret til en nødlevering af dollars.”

Den 23. august 2014 kom Israels eterretingsvæsen på sporet af en mand i tyverne der rejste gennem Sinai med 13 millioner dollars i kontanter pakket i fire store læderkufferter.

Han ankom til en “tunnel” der er forsynet med lys og ventilation gravet ud under et sikkert hus...Lige før daggry sendte han en kort SMS til sine værter ....der ventede på pengene på Gaza side af tunnelen..Teksten bestod af et kodeord indikerende at kureren var på vej , telefonen blev ødelagt umiddelart eter beskeden var sendt,” fortæller bogen.
Efter en times tid var manden næsten hele vejen igennem tunnelen og “han smilede.”

Kontanterne var blevet afleveret. Hans mission var klaret....En sort Mercedes...ventede på ‘varerne.’ Inde i bilen sad Mohammed el-Ghoul, Hamas’s lønningschef.” Han er forbindelsen Hamas benytter med Irans Revolutions Garde, Qatar, og de andre arabiske Gulf Stater --- og som regel kilden til pengene.
Succesen blev afbrudt af en israelsk Air Force AH-64D Longbow angrebs helikopter der med et tryk på en knap sendte en enkelt AM-114 Hellfire atitak missil direkte ind i Ghouls kinesisk fremstillede bil.

“Sedanen fordampede i en ildkugle og en sky af sort røg....himlen blev grøn da en storm af 100 dollars sedler blev slynget ud over de støvede gader i Gaza by...Ødelæggelsen af pengetransporten var et stort nederlag for Hamas. Uden kontanterne kunne de ikke vedblive kampen. Hamas bad om en våbenhvile,” siger bogen.

Du kan vel næppe gætte,  hvorfra Hamas får deres penge.

Det ville være Mohammed Al-Ghoul, Hamas' Justitsminister. Ikke den Mohammed Al-Ghoul der udførte bombningen af en bus i Jerusalem i 2002, hvor 19 mennesker blev dræbt. Der er mange Mohammed Al-Ghouls og ganske så mange ækle Mohammeds.

"Israelerne slår Hamas’ finansminister ihjel i et luftangreb.” Sådan lød det på Voice of America.

Al-Ghoul var kontaktpersonen for 2009 Goldstone rapporten der anklagede Israel for “krigsforbrydelser” i Operation Cast Lead, før dommer Richard Goldstone senere trak denne anklage tilbage fra rapporten.

Selvfølgelig var han det.
Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam.

Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam.


fredag den 9. februar 2018

Rohingya muslimer har brug for beskyttelse mod Rohingya muslimer

Rohingya Muslimer har brug for beskyttelse mod Rohingya Muslimer



Som det er nu er Rohingya muslimernes problemer alt for velkendte. De er blevet skubbet ud af Myanmar af hæren, der har brændt deres landsbyer ned, slået mændene ihjel og voldtaget kvinderne. Rohingyaerne har bosat sig i lejre i Bangladesh med totalt kaos. Men prøvelserne for dem er ikke forbi. De lider fortsat under gennempryglinger, voldtægt og seksuelt slaveri.... udført af med Rohingyaer.
Alt for ofte er en Rohingya kvides lod at blive overdraget, som kvæg, fra mand til mand - far til ægtemand, soldat til sexhandler - selv i de formodede sikre flygtningelejre.
Vold og misbrug er almindeligt blandt Rohingya, siger eksperter der arbejder i lejrene - et produkt at både konservative traditioner og et samfund præget og hærget af årtiers statsstøttet vold og forvisning.
Statsstøttet vold der er årsag til at mænd slår deres hustruer? NEJ. Jeg mener vi ser “konservative traditioner.” Hvad kunne det så være? Presbyterianske? Katolske? Metodisktiske? Eller noget andet? Det går artiklen ikke op i.
I løbet af en periode på seks dage har FN persopnalet berettet om 306 tilfælde af kønsbaseret vold i lejrene. I disse angreb krævedes i 96% af tilfældene skadestuehjælp, lægehjælp, sagde embedsmændene.
Rohingya mænd kan være meget direkte når de bliver overvældet af deres impulser.
Selvfølgelig banker jeg min hustru,” sagde Sadrul Ameen, der kom til en lejr i Bangladesh for tre måneder siden med sin gravide hustru og barn.
Selvfølgelig slår han sin gravide hustru! Hvad er det dog for et tosset spørgsmål at stille?
Jeg slår min kone for at hun skal opføre sig ordentligt,” tilføjede her Ameen. “Jeg slår hende hvis hun ikke lytter til mig. Der er mange grunde til at slå hende?”
Mange Rohingya kvinder er tvunget til ægteskab mens de er teenagere, arrangerede ægteskaber der binder dem til meget ældre mænd. Mens sådanne barneægteskaber var almindelige tilbage i tiden, er øgningen i den senere tid delvist et modsvar på forfølgelsen ved Myanmars miltær.
"Delvist." Og hvad er så de andre? Det er traditionel muslimsk praksis. The Times strækker sig utrolig langt for at skjule den kendsgerning at Rohingyas egen kultur nærmest tvinger dem til at misbruge deres kvinder og døtre.

Dette er problemet med de muslimske flygtninge. På den ene side, kan man kun føle sympati for dem fordi de må flygte fra en krigszone. Hvem ønsker at leve der?


Problemet er at de værdier de har med sig er barbariske og giver problemer i deres værtsland. Måske ikke så meget i Bangladesh, der er et muslimsk land, hvor ingen vil lægge mærke til det. Men i europæiske lande og Amerika er det at slå sin hustru for at “hun skal opføre sig ordentligt” virkelig noget der vil vække opmærksomhed. Og at tage sig friheder over for andre kvinder såsom voldtægtsbølger som vi har set i Tyskland vil virkelig give opmærksomhed.

Det er derfor at muslimske flygtningen bør være i muslimske lande, ikke i Idaho, New Hampshire og Maine. Indtil de har de samme værdinormer og menenskerettighedsopfattelser som os, bør de ikke have lov at komme hertil.

Det er derfor organisationer som den såkaldte Jewish Family Services organizations er en skændsel, både for det jødiske folk og Amerika, for at lægge sag an for en bedre adgang for muslimske flygtningen med værdier der ikke passer til vort land.

Ed Straker is the senior writer at Newsmachete.com.




Related Posts with Thumbnails